Vedtægter for Aalborg Beachvolley Klub

 

§ 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Aalborg Beachvolley Klub.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Aalborg Kommune.

§ 2. Formål

Foreningens formål er:
· At skabe optimale rammer for at dyrke beachvolley i Aalborg for alle aldre og på alle niveauer.
· At udbrede kendskabet til beachvolley som en selvstændig sport.
· At skabe rammer for kammeratligt samvær.

§ 3. Organisationstilslutning

Stk. 1. Foreningen kan tilslutte sig organisationer, der kan være med til at fremme foreningens formål.
Stk. 2.
Beslutning om organisations-tilslutning/udmelding træffes af bestyrelsen.

§ 4. Medlemmer

Stk. 1. Enhver, der vil efterleve foreningens vedtægter, kan optages som medlem.
Stk. 2. Indmeldelse sker ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem.
Stk. 3. Et tidligere ekskluderet medlem kan kun indmeldes i klubben igen med accept fra generalforsamlingen.
Stk. 4. Bestyrelsen kan, med generalforsamlingens samtykke, til æresmedlemmer udnævne personer, som gennem en årrække har ydet et uegennyttigt stort og fortjenstfuldt arbejde for foreningen.
Stk. 5. Medlemskab er gældende for en sæson af gangen.

§ 5. Udmeldelse

Stk. 1. Udmeldelse skal ske skriftligt til kasseren.
Stk. 2. Forudbetalt kontingent refunderes ikke.

§ 6. Eksklusion

Bestyrelsen kan efter skriftligt varsel ekskludere et medlem:

1. Hvis medlemmet trods påkrav ikke betaler sit kontingent eller andre fordringer, foreningen måtte have på · medlemmet.

2. Hvis medlemmet overtræder foreningens vedtægter. Eksklusion i henhold til denne bestemmelse forudsætter en enstemmig bestyrelse.

Det ekskluderede medlem har ret til at få forelagt eksklusionen for en generalforsamling, til hvilken generalforsamlingen det pågældende medlem skal have adgang og taletid. Det ekskluderede medlem har dog ikke stemmeret.

§ 7. Foreningens ledelse

Foreningens ledelse varetages af:

a. Generalforsamlingen.

b. Bestyrelsen.

c. Eventuelle udvalg.

§ 8. Generalforsamlingen

Stk. 1. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september måned, med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Valg af referent.

3. Aflæggelse af bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år til godkendelse.

4. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Forelæggelse af budget for det kommende år til godkendelse, samt fastsættelse af kontingent for den kommende sæson.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

8. Valg af bestyrelsessuppleant.

9. Valg af revisor.

10. Valg af revisorsuppleant.

11. Fastlæggelse af dato for visionsmøde for den kommende sæson.

12. Eventuelt.

Stk. 3. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers og højst 8 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelse skal ske ved annoncering i en lokal avis eller ved annoncering på klubbens hjemmeside.
Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling, skal indsendes skriftligt til formanden senest 2 uger før generalforsamlingen med nøjagtig angivelse af forhandlingsemne og forslag. De indkomne forslag skal, af bestyrelsen, offentliggøres på klubbens hjemmeside, senest 1 uge inden generalforsamlingen.

§ 9. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes:

1. Når bestyrelsen beslutter det.

2. Når mindst 1/4 af klubbens medlemmer skriftligt opfordrer bestyrelsen hertil med nøjagtig angivelse af forhandlingsemne og forslag.

Stk. 2. Indkaldelse finder sted på samme måde som til en ordinær generalforsamling. Finder indkaldelsen sted i henhold til stk. 1, nr. 2, skal generalforsamlingen afholdes senest 6 uger efter, at bestyrelsen har modtaget opfordringen hertil.
Stk. 3. Dagsordenen, der skal fremgå af indkaldelsen, skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Valg af referent.

3. Behandling af det forslag, der har forårsaget den ekstraordinære generalforsamling.

4. Eventuelt.

§ 10. Regler for generalforsamlinger

Stk. 1. Deltage- og taleberettiget på generalforsamlingen er alle, der er medlem af foreningen. Medlemmer der endnu ikke er fyldt 15 år skal repræsenteres af en forælder eller værge.
Stk. 2. Stemmeberettiget på generalforsamlingen er alle, der er medlem af foreningen og ikke er i kontingentrestance. Medlemmer der endnu ikke er fyldt 15 år skal repræsenteres af en forælder eller værge.
Stk. 3. Stemmeafgivning kan alene ske ved personligt fremmøde.
Stk. 4. Valgbare på generalforsamlingen er alle myndige medlemmer af foreningen, ved personligt fremmøde eller skriftligt tilsagn.
Stk. 5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de mødtes antal. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed, og stemmeafgivning skal ske skriftligt, når blot en af de tilstedeværende stemmeberettigede forlanger det.
Stk. 6. Ved personvalg gælder følgende regler:

a. Personvalg afgøres ved absolut flertal, eventuelt i flere afstemningsrunder.

b. Afstemninger sker skriftligt.

c. Stemmesedler er kun gyldige, hvis der er stemt på det antal kandidater, der skal vælges.

d. Stemmeberettigede kan kun afgive én stemme på hver kandidat.

e. Kandidater er valgt uden afstemning, hvis der kun er foreslået det antal, der skal vælges.
Stk. 7. Forslag om vedtægtsændringer eller om foreningens opløsning kan kun behandles på en generalforsamling, når det udtrykkeligt har været nævnt i indkaldelsen, at der er stillet forslag herom, og kan kun vedtages med kvalificeret flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Blanke og ugyldige stemmer betragtes som ikke afgivet og tæller ikke med.
Stk. 8. Over det på generalforsamlingen passerede udfærdiges et referat, som skal underskrives af dirigenten og indsættes i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

§ 11. Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen er foreningens øverste myndighed mellem generalforsamlingerne.

Stk. 2. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger endvidere 1 bestyrelsessuppleant.

Stk. 3. Valgperioden er 2 år. 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år, og 4 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Suppleanten vælges for 1 år.

Stk. 4. Såfremt der et år ikke er opstillet et tilstrækkeligt antal kandidater, kan generalforsamlingen beslutte, at antallet af bestyrelsesmedlemmer nedsættes indtil næste ordinære generalforsamling, hvor den ledige bestyrelsespost skal søges genbesat for den resterende valgperiode. Bestyrelsen skal dog som minimum bestå af 3 medlemmer.
Stk. 5. Bestyrelsen konstituerer sig selv og kan ved enstemmighed når som helst omkonstituere sig.
Stk. 6. Næstformanden indtræder i formandens sted, såfremt denne midlertidigt er forhindret i at varetage sine opgaver.
Stk. 7. Udtræder et bestyrelsesmedlem i en valgperiode, indtræder bestyrelses-suppleanten indtil næste ordinære generalforsamling, hvor nyvalg finder sted for den resterende valgperiode. Der foretages eventuelt omkonstituering.

§ 12. Bestyrelsens opgaver

Bestyrelsens opgaver er:

· At påse, at foreningens virksomhed foregår i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger.

· At forvalte foreningens økonomi.

· At foranledige udarbejdelse af de nødvendige forretningsordener.

· At anspore og bakke op om medlemmernes initiativ.

· At koordinere de nødvendige udvalg og arbejdsgrupper samt udpege foreningens repræsentanter i eksterne udvalg, råd m.m.

§ 13. Bestyrelsens forretningsorden

Stk. 1. Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens bestemmelse eller efter anmodning fra et flertal af bestyrelsens medlemmer.
Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsens medlemmer er mødt. Afgørelser i bestyrelsen træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 3. Over det på bestyrelsesmøder passerede udfærdiges et referat, som skal underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og indsættes i bestyrelsens forhandlingsprotokol.

§ 14. Tegningsret

Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening eller en af disse i forening med et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

§ 15. Hæftelse

Stk. 1. For foreningens forpligtigelser hæfter kun foreningens formue.
Stk. 2. Et medlem har ikke krav på andel i foreningens formue.

§ 16. Kontingenter

Stk. 1. Medlemmer betaler et kontingent, der omfatter betaling for medlemskab af foreningen og betaling for den aktivitet medlemmet deltager i.
Stk. 2. En sæson kan vælges opdelt i en eller flere kontingentperioder. Kontingentet forfalder til betaling forud for en kontingentperiode med sidste rettidige betaling den 15. i den første måned af perioden.
Stk. 3. Betales kontingentet først efter påkrav, opkræves et af bestyrelsen fastsat gebyr.
Stk. 4. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde bevilge nedsat kontingent.

§ 17. Årsregnskab og budget

Stk. 1. Foreningens regnskabsår er 1. januar - 31. december.
Stk. 2. Bestyrelsen forelægger på den ordinære generalforsamling et revideret årsregnskab for foregående regnskabsår, samt et budget for det kommende år.

§ 18. Revision

Stk. 1. Foreningens regnskab revideres af et på generalforsamlingen valgt medlem.
Stk. 2. Generalforsamlingen vælger tillige en revisorsuppleant.
Stk. 3. Valgperioden for revisor og revisorsuppleant er 1 år.

§ 19. Opløsning

Den generalforsamling, der - i overensstemmelse med bestemmelserne i § 10, stk. 7, herom - har besluttet foreningens opløsning, træffer også beslutning om, hvorledes foreningens midler skal anvendes, dog skal de anvendes til almennyttige formål.

§ 20. Datering

 

Foreningen er stiftet den 26.05.06, og vedtægterne er senest ændret den 28.05.06.